Original artikel fra Vafo.dk

Publiceret 

Gunhilds Plads er en af de kommunale parkeringspladser, hvor bilisterne fra mandag ikke længere behøve trække en billet i automaten. Hvis man henter en app fra ParkOne, kan der betales via MobilePay. Arkivfoto

Kør ind på de kommunale parkeringspladser og betal for parkeringen med en app, der er direkte forbundet med MobilePay. Løsningen kan endnu ikke benyttes i p-husene.

Vejle: De to kommunale parkeringshuse Albert og Trondúr har netop indført et automatisk nummerpladescanning, så bilisterne slipper for at trække en p-bilist og stille parkeringsskiven.

Nu indføres der en anden nem måde, at betale for sin parkering på Vejle Kommunes øvrige parkeringspladser. Det gælder blandt andet på Kirketorvet, Gundhilds og Abelones Plads, hvor bilisterne fra i dag ikke behøver at trække en billet i de opstillede automater.

Det kræver, at man har sin mobiltelefon med og henter en parkeringsapp fra ParkOne, som spiller sammen med MobilePay-betalingssystemet.

Løsningen blev for nylig tilgængelig for bilister i København, Frederiksberg, Odense Aarhus og Randers, og den lanceres nu i en række af landets øvrige store byer inklusive Vejle.

“Mange bilister pendler rundt i landet, og det er lettere for dem at bruge én app, uanset hvor i landet de parkerer.”
Ole Kruuse, teamkoordinator hos Vejle Kommunes vejdrift

Ingen bøvl med betalingskort

Når man har parkeret, stiller bilisten tiden i app’en, der er forbundet til telefonens GPS. Derpå stryger man automatisk over i MobilePay, hvor bilisten accepterer en reservation af sin betaling. Mere skal man ikke gøre, med mindre man ønsker at forlænge eller forkorte sin parkeringstid. Når parkeringen er slut, får man automatisk en kvittering i sin mailboks, og den inkluderer et fast parkeringsgebyr på 4 kroner. Parkerer man i længere tid, bliver det dog opvejet af en billigere timetakst.

– Det er den mest brugervenlige løsning på markedet. Man skal hverken bøvle med områdekoder eller betalingskort. Samtidig er det den billigste løsning blandt markedets seriøse aktører. Og alt er transparent, der er ingen skjulte bindingsperioder eller gebyrer, siger Lasse Barsholm, CEO i ParkOne Mobilparkering, i en pressemeddelelse.

Godt for udenbys pendlere

ParkOne er ikke et parkeringsselskab, men producent af de elektroniske parkeringsskiver, som mange bilister har siddende i forruden i dag. Den nye app fungerer ikke i de to kommunale parkeringshuse, men det er et spørgsmål om tid.

– Det vil også blive indført i vores parkeringshuse, selvom vi her kører med nummerpladescanning. Her er det nemt for vejlenserne at registrere sig på vores hjemmeside, så betalingen trækkes automatisk. Men mange bilister pendler rundt i landet, og det er lettere for dem at bruge én app, uanset hvor i landet de parkerer, siger Ole Kruuse, teamkoordinator hos Vejle Kommunes vejdrift.